Bekendtgørelse om
særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v.
I medfør af § 42, stk. 4, § 44, stk. 2, og § 57, stk. 3, i
lov nr. 575 af 9. juni 2006 om institutioner for almengymnasiale uddannelser og
almen voksenuddannelse m.v. og § 18 a, stk. 2, § 26, stk. 4, og § 38 a, stk. 3,
i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
136 af 1. marts 2006, som ændret ved lov nr. 576 af 9. juni 2006, fastsættes:
Kapitel 1:Tilskudsberettigede institutioner og administrator
af tilskud
§ 1. De institutioner, der
modtager driftstilskud i henhold til de i indledningen nævnte love, kan få
særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever og kursister, der
efter § 40 i lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), §
36 i lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), § 29 i lov
om erhvervsuddannelser og § 40 i lov om uddannelserne til højere handelseksamen
(hhx) og højere teknisk eksamen (htx) skal have tilbud om specialpædagogisk
bistand.
Stk. 2. Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte (styrelsen) administrerer de særlige tilskud.
Kapitel 2: Anvendelsesområde og betingelser for SPS
§ 2. De særlige tilskud
til institutionens udgifter til specialpædagogisk bistand vil i denne
bekendtgørelse blive benævnt specialpædagogisk støtte (SPS).
Stk. 2. SPS kan anvendes i forbindelse
med den almindelige undervisning på institutionen, i obligatorisk praktik,
eller, når det er nødvendigt, i forbindelse med prøver og eksaminer samt
uddannelsesophold, obligatoriske praktikophold og studierejser i udlandet, der
gennemføres som led i tilskudsberettigende uddannelse efter de uddannelseslove,
der er nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 3. Den specialpædagogiske bistand
tilrettelægges af den pædagogisk ansvarlige i samarbejde med eleven eller
kursisten på en sådan måde, at eleven eller kursisten kan deltage fuldt ud i
den almindelige undervisning og i prøver og eksaminer.
§ 3. Institutionen kan
efter ansøgning få SPS til elever og kursister, der
1) som følge af fysisk eller
psykisk handicap eller tilsvarende svære vanskeligheder har behov for
specialpædagogisk bistand for at gennemføre uddannelsen,
2) er optaget på og gennemgår en
uddannelse, der er omfattet af de uddannelseslove, der er nævnt i § 1, stk. 1, og
3) er uddannelsesaktive.
Stk. 2. Institutionen kontrollerer
løbende, om eleven eller kursisten er uddannelsesaktiv og underretter
skriftligt styrelsen, hvis det ikke er tilfældet.
§ 4. SPS kan ydes, hvis
styrelsen vurderer, at
1) bistanden er fagligt velbegrundet
og nødvendig for at kompensere handicap eller tilsvarende svære vanskeligheder
i forbindelse med at gennemføre uddannelsen,
2) handicappet eller tilsvarende
svære vanskeligheder kan kompenseres og
3) bistanden er praktisk mulig at
anskaffe.
§ 5. SPS kan ydes til en
eller flere af følgende former:
1) Hjælpemidler og instruktion i
brug heraf.
2) Personlig assistance og
sekretærhjælp.
3) Tegnsprogstolkning og
skrivetolkning.
4) Særligt udformede
undervisningsmaterialer.
5) Støttetimermed henblik på
kompensation af handicap eller tilsvarende svære vanskeligheder.
Stk. 2. SPS gives ikke til en
institutions andre former for bistand, herunder
1) specialundervisning eller andre
tilsvarende pædagogiske initiativer, der iværksættes med henblik på at afhjælpe
utilstrækkelige generelle forudsætninger for at gennemføre uddannelsen,
2) bygningsmæssige ændringer, som
nødvendiggøres af handicappede elevers eller kursisters behov for
tilgængelighed,
3) befordring til og fra
institutionen eller
4) sygeundervisning.
Stk. 3. I forbindelse med
uddannelsesophold, obligatoriske praktikophold og studierejser i udlandet, der
gennemføres som led i tilskudsberettigende uddannelse efter de uddannelseslove,
der er nævnt i § 1, stk. 1, er SPS til de i stk. 1 nævnte former dog begrænset
til det økonomiske niveau for ydelse af SPS i Danmark.
Kapitel 3: Administration
§ 6. Institutionens
ansøgning skal indeholde følgende:
1) Elevens eller kursistens navn og
personnummer.
2) En skriftlig tilkendegivelse fra
eleven eller kursisten om behov for bistand.
3) Dokumentation for handicap eller
tilsvarende svære vanskeligheder.
4) Institutionens redegørelse for
elevens eller kursistens behov for specialpædagogisk bistand og for formålet
med den bistand, som der søges SPS til.
Stk. 2. Er eleven eller kursisten
undergivet forældremyndighed, skal forældremyndighedens indehaver eller
indehavere ved underskrift på den i stk. 1, nr. 2, nævnte tilkendegivelse
meddele samtykke til bistanden. Er eleven eller kursisten undergivet fælles
forældremyndighed, er samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver dog
tilstrækkeligt, hvis den anden ved fravær, sygdom eller andre særlige grunde er
forhindret i at samtykke.
Stk. 3. Den i stk. 1, nr. 2, nævnte
tilkendegivelse skal opbevares på institutionen.
§ 7. Styrelsen kan på
baggrund af ansøgningen give tilsagn om SPS.
Stk. 2. Styrelsen træffer afgørelse om,
fra hvilket tidspunkt SPS kan ydes, dog tidligst fra den måned, hvor ansøgning
er modtaget i styrelsen.
§ 8. Det er en betingelse
for at opnå SPS, at styrelsens tilsagn foreligger, før institutionen anskaffer
den specialpædagogiske bistand. I overensstemmelse med styrelsens tilsagn
anskaffer institutionen bistanden fra de leverandører, som er godkendt af eller
anvises af styrelsen.
Stk. 2. Institutionen afholder
udgifterne til den specialpædagogiske bistand på baggrund af styrelsens
tilsagn.
Stk. 3. Styrelsen refunderer de afholdte
udgifter til institutionen i overensstemmelse med det afgivne tilsagn, jf. dog
stk. 4.
Stk. 4. Det er en betingelse for at opnå
refusion, at styrelsen har modtaget refusionsanmodningen senest en måned efter,
at regningen er betalt. Styrelsen kan i særlige tilfælde se bort fra en
overskridelse af fristen.
§ 9. Styrelsen udarbejder
skemaer, formularer og andet materiale til brug for institutionernes ansøgning
om tilskud og udlån af hjælpemidler, der er omfattet af genbrugsordningen, og
bestemmer, i hvilken udstrækning skemaer m.v. skal indgives i elektronisk form.
Stk. 2. I forbindelse med
administrationen af SPS kan styrelsen pålægge institutionerne at benytte
styrelsens edb-systemer.
§ 10. Institutionen
stiller den specialpædagogiske bistand, der er anskaffet med tilskud, til
rådighed for den enkelte elev eller kursist, så længe den pågældende har behov
for det til sin uddannelse på institutionen eller i forbindelse med
obligatoriske praktikophold.
§ 11. Når en elev eller
kursist afslutter eller afbryder uddannelsen eller af andre grunde ikke har
brug for bistanden, skal institutionen straks skriftligt underrette styrelsen
herom.
§ 12. Ved uddannelsens
afslutning, eller hvis behovet for bistand af andre grunde bortfalder, kan
styrelsen hjemtage et hjælpemiddel, der er anskaffet med tilskud, med henblik
på genanvendelse.
Stk. 2. Styrelsen kan efter afslutning
af uddannelsen bestemme, at specialpædagogisk bistand, der er ydet i form af
hjælpemidler, overdrages vederlagsfrit til eleven eller kursisten til ejendom.
§ 13. Styrelsen bestemmer,
i hvilken udstrækning udveksling af meddelelser, oplysninger m.v. mellem
styrelsen og institutionen skal ske i elektronisk form, og kan herunder
bestemme, at der skal ske anvendelse af digital signatur eller anden sikker
identifikation.
Kapitel 4: Regnskab og revision
§ 14. Tilskud, ydet efter
denne bekendtgørelse, indgår i institutionens årsrapport, jf. Undervisningsministeriets
bekendtgørelser om regnskab for institutioner for ungdomsuddannelser, og er
omfattet af de for institutionen gældende regler om revision og tilskudskontrol
m.v.
Kapitel 5: Tilsyn og klageregler
§ 15. Styrelsen fører
tilsyn med institutionerne i forbindelse med administrationen af SPS.
Institutionerne skal efter anmodning fra styrelsen indsende de oplysninger, der
er nødvendige for kontrol af grundlaget for tildeling og refusion af beløb, der
er afholdt af institutionen.
§ 16. Styrelsens
afgørelser om SPS stiles til den institution, der har indgivet ansøgning om
SPS, jf. § 6, stk. 1.
Stk. 2. Institutionen giver snarest og
senest en uge efter modtagelsen af afgørelsen eleven eller kursisten meddelelse
om afgørelsen. Er eleven eller kursisten undergivet forældremyndighed, giver
institutionen desuden forældremyndighedens indehaver meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Institutionen skal ved
meddelelsen om afgørelsen sikre sig, at det er muligt for eleven eller
kursisten umiddelbart at tilegne sig afgørelsens indhold. Samtidig og på samme
måde skal institutionen give eleven eller kursisten oplysning om klageadgang,
jf. stk. 4.
Stk. 4. Styrelsens afgørelser om SPS kan
af eleven eller kursisten indbringes for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten inden
4 uger efter, at eleven eller kursisten har fået meddelelse om afgørelsen, jf.
stk. 2, 1. pkt. Er eleven eller kursisten undergivet forældremyndighed,
indgives klagen af eleven eller kursisten og forældremyndighedens indehaver i
fællesskab. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Klager efter stk. 4 stiles til
Ankenævnet og indsendes gennem styrelsen.
Stk. 6. Ankenævnet kan se bort fra
overskridelser af fristen i stk. 4, 1. pkt., når overskridelsen af særlige
grunde er undskyldelig.
Stk. 7. Ved behandlingen af klager efter
stk. 4 tiltrædes Ankenævnet af et særligt sagkyndigt medlem, udpeget af Danske
Handicaporganisationer.
Stk. 8. Ankenævnet træffer den endelige
administrative afgørelse i sagen.
Ikrafttræden m.v.
§ 17. Bekendtgørelsen
træder i kraft den 15. september 2008.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1458 af 13.
december 2006 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved
ungdomsuddannelser m.v. ophæves.
Undervisningsministeriet,
den 1. september 2008
Bertel Haarder
/ Hanna Dam
(Hentet fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=121145)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar