Ansøgning om studiestøttetimer til Elmer
(opdigtet navn)
Præsentation
Elmer er 15 år og går i 1.g på Horsens Statsskole. Han blev
som et led i Horsens Statsskoles introduktionsforløb screenet for matematikvanskeligheder.
Da hans resultat gav anledning til bekymring, blev han tilbudt en samtale og en
test i matematikvejledningen.
Under samtalen fortæller Elmer, at han har det svært ved
matematik og altid har haft det. Han oplever, at han ofte glemmer tingene og
ikke kan koncentrere sig i matematiktimerne. Hans problemer forstærkes af, at
han ikke kan få hjælp til sin skolegang derhjemme.
Den efterfølgende Adlers test III for dyskalkuli viser, at
Elmer har specifikke matematikvanskeligheder.
Elmers
funktionsnedsættelse
Elmers funktionsnedsættelse viser sig især inden for tre
områder: Talforståelsen,
Arbejdshukommelse og opmærksomhed samt Simpel
aritmetik (se den vedlagte kopi af Adlers test).
Elmers problemer med talforståelsen
ses i deltestene IV, V, IX og XV. Deltest V og IX er præget af mange fejl, og Elmer
må bruge fingrene for at løse de ellers meget simple opgaver. Især division er
vanskeligt for ham. I testens del IV har Elmer meget vanskeligt ved at trække 8
fra: Han trækker forskellige tal fra og bruger meget lang tid på opgaven. Endelig
kan det bemærkes, at meget simple udregninger går galt i deltest XV, f.eks. 6+4=9.
Elmer udviser altså store problemer, når det kommer til
opgaver med tal, mens det samme ikke er tilfældet for tegneopgaverne. Dette
siger mig, at Elmer har en dårlig arbejdshukommelse,
når det kommer til tal: Han skal bruge meget mental kapacitet på at arbejde med
tal. Dette ses i deltest IV, hvor han forvirres og tager endog meget lang tid
om opgaven. På trods af dette gennemfører han testen med en betragtelig mængde
af fejl. Problemerne med arbejdshukommelsen påvirker også hans koncentration og opmærksomhed, og det
er flere gange nødvendigt for ham at få gentaget instruktionerne. I mange af
opgaverne taler han endvidere højt for at holde sig fokuseret på opgaven,
hvilket tyder på problemer med koncentration og opmærksomhed.
Under hele testen bemærker jeg, at Elmer har meget få
automatiserede færdigheder, og at hans regnestrategier er helt utilstrækkelige
i forhold til de meget simple opgaver, han bliver stillet i testen. Han regner på fingrene, taler højt og bruger
meget lang tid på at regne. Han har store problemer med simpel aritmetik og opgiver helt at lave enkelte opgaver i deltest
V. Hans manglende forståelse af regnearterne afsløres også under deltest V, da han
har meget svært ved at dividere.
Udredning af Elmers
handicap
Elmers specifikke vanskeligheder inden for matematik
betyder, at han ikke har mulighed for at følge matematikundervisningen på samme
niveau som hans klassekammerater. Hans nedsættelse af arbejdshukommelsen
betyder, at han bruger meget mental kapacitet på bare at forstå tallene og
talsystemet, og derfor ikke kan opnå de samme resultater som hans
klassekammerater.
Det er ikke blot i matematikundervisningen, at Elmer oplever
problemer, men i alle fag der arbejder med tal (eksempelvis de øvrige
naturvidenskabelige fag og samfundsfag).
Hans problemer med talforståelsen og den simple aritmetik og den deraf
følgende nedsættelse af arbejdshukommelsen vil gøre det meget svært for ham at
arbejde med tal og dermed at gennemføre undervisningen i en lang række af fag
på hans uddannelse.
Studiestøttetimerne skal således anvendes til udvikling af
hensigtsmæssige studiestrategier i forhold til funktionsnedsættelsen, dvs. der
skal arbejdes målrettet på at udvikle Elmers evne til at arbejde med tal, så han
ikke så let forvirres. Derigennem vil det nemlig være muligt at etablere en
velfungerende arbejdshukommelse. Elmer
skal altså have etableret mentale billeder af tal og regnearter, så han kan
opøve flere og bedre automatiserede færdigheder samt hurtigere og bedre
regnestrategier.
Der er således ikke tale om ekstra undervisning, der skal
kompensere for tidligere mangler, men om et særligt tiltag, der skal arbejde
specifikt med at afhjælpe elevens funktionsnedsættelse.
På baggrund af ovenstående ansøges der om 30
studiestøttetimer til specifikt at arbejde med Elmer talforståelse, arbejdshukommelse
og koncentration samt simpel aritmetik - som er de problemområder, Elmers
handicap især kommer til udtryk i.
Med venlig hilsen
Signe Stougaard (matematik vejleder)
Louise Pold Kruse (matematik vejleder)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar