Som matematiklærer i gymnasiet møder vi ind imellem elever, der har meget svært ved at omgås tal. Der kan være tale om mange problemer: helt fra problemer med at forstå de simple regnearter (plus, minus, gange, division), problemer med at skrive eller læse tal, problemer med opgaveløsning, problemer ved at forstå størrelser, problemer med at aflæse grafer og mange andre typer af problemer.
De fleste af os forsøger under store frustrationer at hjælpe eleverne igennem deres obligatoriske c-niveau i matematik uden held. Hidtil har vi på Horsens Statsskole haft mulighed for at henvise disse elever til læsevejlederen, der så har testet eleven for matematikvanskeligheder og dyskalkuli, og sidste skoleår lykkedes det vores kollega Kirsten Madsen at få en ansøgning godkendt hos SPS. Der blev bevilliget 20 støttetimer. Siden har vi fået yderligere en ansøgning (på 50 støttetimer) igennem. Disse bevillinger gør det muligt at hjælpe eleverne, og forhåbentlig kan vi snart vende tilbage og fortælle om disse elevers fremskridt.
Næste skoleår på Horsens Statsskole tester vi begge vores hf-klasser for dyskalkuli og matematikvanskeligheder dels for at få et overblik over, hvor stort problemet er, dels for at forsøge på at tilbyde elever med svære matematikvanskeligheder eller dyskalkuli hjælp til at gennemføre deres uddannelse.
På denne blog vil vi dele vores erfaringer og eventuelle tips med jer, der måtte have interesse i emnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar