tirsdag den 28. august 2012

Kommentarer til planen

For elev 1's vedkommende var det især arbejdshukommelsen, der var problemer med. Når arbejdshukommelsen er påvirket, kan det i følge Lunde skyldes, at eleven ikke har dannet sig mentale billeder af ex. tal eller regneoperationer.
Elev 1 kan faktisk godt regne - problemet er bare, at de udregninger, han foretager er memorerede udregninger - en slags remser. Der opstår således problemer, når vi beder ham regne med større tal. Det er selv sagt også umuligt for ham at overføre regnemetoder til andet end små hele tal (f.eks. brøker eller decimaltal).
Indledningsvis vil vi altså forsøge at få eleven til at danne sig disse mentale billeder - i første omgang af tallinjen og tallenes placering på denne. Dernæst vil vi foretage simple additioner og subtraktioner ved at gå frem og tilbage på tallinjen.
For at understøtte det mentale billede af tallinjen konstruerer vi den i første omgang vha. centicubes.
Vi forsøger samtidig at få eleven til at tale så meget som muligt: sige tallene, sige 'nu går jeg frem' osv. Han er desuden instrueret i at tale med sin mor om, hvad han laver - dette forekommer måske morsomt, men det kan være en vigtig del i forhold til at lagre det mentale billede.

Elev 1

Vi er nu gået i gang med afvikling af støttetimer til elev 1, som fik tildelt 50 studiestøttetimer af SPS. Efter et indledende møde med eleven og hans mor har vi afholdt de første to sessioner.
En session varer 20 min. det er et passende tidsrum, da længere tid bliver for hårdt og ufrugtsomt - specielt når man tænker på, at sessionerne skal afvikles oven i en almindelig skoledag. Til gengæld bestræber vi os på at mødes hver dag (fredag dog undtaget).
Allerede nu kan vi se, at der et ret stort administrativt arbejde forbundet med planlægningen af disse sessioner. Det står os også klart, at arbejdet på længere sigt er for stort for to lærere (med almindeligt skema ved siden af). Fra efterårsferien vil vi forsøge at få endnu en lærer involveret i arbejdet.
Jeg lægger vores plan for elev 1 i en side for sig, så interesserede kan se, hvad vi arbejder med. Det kan være svært at vide præcis, hvad man skal sætte ind med som hjælp til den enkelte elev - især fordi dyskalkuli jo kan give problemer på mange meget forskellige områder.

tirsdag den 21. august 2012

Testen


Så har vi testet første halvdel af den ene af vores hf-klasser. Testen forløb ikke uden problemer, men blev dog gennemført af alle 13 elever. Nu skal vi i gang med at tolke resultaterne.
Resultatet af LINU-testen er en detaljeret rapport, men man kan også få forskellige grafiske repræsentationer af resultaterne, se ex. spindelvævet nedenfor, hvor hvert hjørne repræsentere en af de 10 opgaver. Et helt udfyldt net repræsenterer ingen fejl, og et helt hvidt net kun fejl (tallene på aksen er altså procentdel rigtige svar):

fredag den 17. august 2012

Første ansøgning igennem...

I løbet af sommerferien er vores første ansøgning om kompenserende undervisning på grund af matematikvanskeligheder gået igennem hos SPS, og vi har modtaget en bevilling på 50 studiestøttetimer til eleven. Interesserede kan se en anonymiseret udgave af den indsendte ansøgning ved at klikke på siden Ansøgning til SPS: Elev 1 til højre.
Vi er allerede nu i gang med at planlægge denne elevs forløb og har foreløbig lagt en plan for hans kompenserende undervisning frem til efterårsferien. Vi forsøger at lægge sessioner af 20 min ind hver dag (vi holder dog fredagen fri), og frem til efterårsferien er det vores plan, at vi selv står for denne undervisning for at få erfaring i, hvilke øvelser der virker, og hvilke der ikke virker. Vi kan dog allerede nu se, at arbejdsbyrden og logistikken forudsætter, at flere lærere involveres i arbejdet...

Skolestart

Nu er det nye skoleår begyndt, og vi har modtaget 2 nye hf-klasser og 8 nye stx-klasser. Vi planlægger allerede i løbet af de næste to uger at teste de to hf-klasser for matematikvanskeligheder vha. LINU-testen.
LINU-testen er en interaktiv test, som eleverne tager over nettet. Den består af 10 opgaver og tager en lille times tid. Resultatet kommer ud som et spindelvæv, der grafisk vise, inden for hvilke felter eleven har vanskeligheder. Testen koster penge og kan bestilles på: http://linu.dk/.