søndag den 23. september 2012

Arbejdet med elev 1

Vi har nu arbejdet med elev 1 i en måned.
Vi begyndte med at arbejde med tallinjen. Første gang kunne eleven ikke konstruere tallinjen korrekt, men efter flere gange at have benyttet centicubes til at konstruere tallinjen, kan han nu uden problemer konstruere en tallinje med forskellige spring (1, 5 eller mere). Vi har endnu ikke arbejdet med spring på mindre end 1.
Vi har ligeledes arbejdet med de simple regneoperationer (plus, minus, gange, dividere), men kun med relativt små tal i kombination med centicubes. Arbejdet har i den forbindelse været udfordret af elevens ekstremt gode hukommelse - det er svært at vide, om han faktisk regner, eller om han husker. Dette er ikke ligegyldigt, da det er nødvendigt, at han lagrer det mentale billede - ellers er regneoperationen ikke lagret som viden, og han kan ikke benytte sig af den viden i mere komplekse opgaver.
Vi gik herefter i gang med simple ligninger (x+5=8). Det var ret tydeligt, at eleven tidligere ikke har forstået opgaver af denne type, og han udviste en fysisk reaktion (frastødt) bare ved synet af ligningen. Han sagde selv: 'Det der forstår jeg ikke'. Efter 20 min, hvor vi arbejdede med centicubes, kunne han løse ligninger af samme form og endda benytte sig af det mentale billede og selv løse ligninger af typen 2x-4=8.
Det kan til tider være svært at vide, om arbejdet faktisk virker, men i denne situation var det tydeligt, at der skete noget med eleven, og at han gik fra nærmest fysisk ubehag til med lethed at kunne anvende sin viden i nye situationer.
Udfordringen består nu i at få eleven til at koble billedet med centicubes med den korrekte opskrivning med matematiske tegn.

Resultatet af Linu

Vi er nu blevet færdige med at teste vores to 1.hf-klasser. Linu indplacerer eleverne på 5 trin, hvoraf trin 1 er det laveste, hvor yderligere testning anbefales.
Af de 54 elever, der blev testet, blev 13 elever indplaceret på trin 1. Umiddelbart lyder tallene skræmmende, men det er ikke vores vurdering, at alle disse elever nødvendigvis vil få problemer med at gennemføre matematik på c-niveau.
For det første var der en af opgaverne, som eleverne ikke forstod (hvilket gav sig udslag i, at alle med undtagelse af 3 scorede lavt i denne del).
For det andet var et par af opgaverne indrettet, så testen blev afbrudt efter 2 fejl. Dette var eleverne ikke opmærksomme på.
For det tredje er vores vurdering, at man godt kan score lavt i dele af testen, uden at det nødvendigvis betyder, at man vil få problemer med at gennemføre matematik på c-niveau. Dette gælder f.eks. de dele, der handler om visuel opmærksomhed.
Vi vælger altså at lægge mere vægt på de dele af testen, der omhandler opskrivning af tal, hovedregning, tal i rækkefølge og talserier. Ud fra denne analyse vil vi i første omgang tilbyde 5 af de 54 elever yderligere test.
Vi er naturligvis i tvivl om, om dette er den rigtige beslutning. Derfor vil vi præsentere vores beslutning for elevernes matematiklærere, og i samråd med dem vil vi så beslutte, hvilke elever der bør tilbydes en mere grundig test.
Under alle omstændigheder skal man nøje overveje, hvad der er det gunstigste for eleverne: De skal naturligvis tilbydes hjælp, hvis de har behov for det, men det må også være vigtigt for deres selvopfattelse ikke at blive peget ud på et forkert eller for svagt grundlag....