søndag den 23. september 2012

Arbejdet med elev 1

Vi har nu arbejdet med elev 1 i en måned.
Vi begyndte med at arbejde med tallinjen. Første gang kunne eleven ikke konstruere tallinjen korrekt, men efter flere gange at have benyttet centicubes til at konstruere tallinjen, kan han nu uden problemer konstruere en tallinje med forskellige spring (1, 5 eller mere). Vi har endnu ikke arbejdet med spring på mindre end 1.
Vi har ligeledes arbejdet med de simple regneoperationer (plus, minus, gange, dividere), men kun med relativt små tal i kombination med centicubes. Arbejdet har i den forbindelse været udfordret af elevens ekstremt gode hukommelse - det er svært at vide, om han faktisk regner, eller om han husker. Dette er ikke ligegyldigt, da det er nødvendigt, at han lagrer det mentale billede - ellers er regneoperationen ikke lagret som viden, og han kan ikke benytte sig af den viden i mere komplekse opgaver.
Vi gik herefter i gang med simple ligninger (x+5=8). Det var ret tydeligt, at eleven tidligere ikke har forstået opgaver af denne type, og han udviste en fysisk reaktion (frastødt) bare ved synet af ligningen. Han sagde selv: 'Det der forstår jeg ikke'. Efter 20 min, hvor vi arbejdede med centicubes, kunne han løse ligninger af samme form og endda benytte sig af det mentale billede og selv løse ligninger af typen 2x-4=8.
Det kan til tider være svært at vide, om arbejdet faktisk virker, men i denne situation var det tydeligt, at der skete noget med eleven, og at han gik fra nærmest fysisk ubehag til med lethed at kunne anvende sin viden i nye situationer.
Udfordringen består nu i at få eleven til at koble billedet med centicubes med den korrekte opskrivning med matematiske tegn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar