mandag den 4. august 2014

Resultater for skoleåret 2013/14

Sidste skoleår evaluerede vi sammen med vores elever det forløb, vi sammensatte til dem. Evalueringen bestod dels af en samtale med eleverne, dels af en sammenligning af testresultater før og efter deres forløb og endelig så vi også på deres karakterer i matematik og de øvrige naturvidenskabelige fag.
Evalueringen, som også er blevet forelagt vores ledelse, ser således ud:

Resultater for matematikvejledningen (skoleåret 2013/14)
Vi har i matematikvejledningen screenet skolens første årgang (285 elever). Heraf testede og udredte vi 40 elever for matematikvanskeligheder. Ud af disse havde 11 ingen problemer, 11 havde generelle matematikvanskeligheder, 12 havde specifikke matematikvanskeligheder og 6 havde andre problemer (stress, angst mv.).
Elever med stress, angst mv. blev henvist til studievejleder, elever med generelle matematikvanskeligheder blev tilbudt at komme på et mindre hold med løbende undervisning og eksamenstræning og endelig blev elever med specifikke matematikvanskeligheder tilbudt studiestøttetimer 4 gange om ugen (30 min) i en periode løbende fra november til maj.
I det følgende vil vi redegøre for de resultater, vi har opnået i arbejdet med elever med specifikke matematikvanskeligheder.
Ud af de 12 elever accepterede de 9 den hjælp, vi kunne tilbyde - en faldt dog fra allerede i begyndelsen af forløbet. Vi har altså arbejdet med 8 elever med specifikke matematikvanskeligheder.
Test
Inden eleverne begyndte deres forløb gav vi dem en test, der prøvede dem i basale matematiske discipliner. Testens maksimale score var 60 rigtige. Af nedenstående tabel kan vi se, at alle elever før forløbet lå på omkring 20 rigtige, mens de efter forløbet lå på omkring 30 rigtige - der er altså tale om en forbedring på 50 %. Disse forbedringer ses især inden for basal regning og talforståelse samt logik og problemløsning - præcis de områder, vi har haft fokus på i vores indsats.
Navn
Klasse
Testscore før
Testscore efter
Elev 1

19
Ikke testet
Elev 2

22
28
Elev 3

19
27
Elev 4

20
28
Elev 5

21
30
Elev 6

17
29
Elev 7

24
30
Elev 8

19
30
Elev 9

20
Faldt fra efter en uge

Karakterer
Hvis vi betragter elevernes karakterer, er det ikke kun relevant at se deres matematikkarakterer, men også deres fysik eller NF karakterer (NV afsluttes inden matematikforløbet for alvor går i gang). Bortset fra en elev består eleverne alle mundtlig matematik og det øvrige naturvidenskabelige fag. Af karaktererne kan vi dog også se, at vi skal være mere opmærksomme på, at eleverne får vist et c-niveau i deres skriftlige afleveringer også. Elevernes karakterer ser således ud:
Navn
Klasse
Matematik (Skriftlig)
Matematik (mundtlig)
Fysik
NF
Elev 1

02
02
7
-
Elev 2

00
-3
4
-
Elev 3

02 (eksamen)
02 (eksamen)
-
02 (eksamen)
Elev 4

00
02
7 (eksamen)
-
Elev 5

00
02
02 (eksamen)
-
Elev 6

7
4
4 (eksamen)
-
Elev 7

4
02
02
-
Elev 8

02**
02**
4

Elev 9

00 (eksamen)
02 (eksamen)
-
00 (eksamen)
*Elev 2 startede først efter vinterferien - dvs. meget senere end de andre elever, hvilket kan have haft betydning for hende resultat.
** Elev 8 var til årsprøve i matematik og fik 02 skriftlig og 7 mundtlig.

Elevernes egen evaluering
Til slut har vi talt med eleverne for at bede dem om deres vurdering af forløbet.
Alle elever giver udtryk for, at de har fået en større forståelse af matematikken - for mange af dem er det en succes, at de nu forstår, hvad en ligning er, og hvordan man kan løse den. Desuden angiver mange, at de nu forstår, hvordan talsystemet er opbygget.
Flere elever nævner også, at deres matematikhjælp har hjulpet på andre fag (her nævnes specifikt statistikker og tal i samfundsfag).
En del elever har på baggrund af vores vejledning valgt at skifte studieretning, hvilket har resulteret i et mere problemfrit skoleforløb.
En del af elever angiver også, at matematikhjælpen har hjulpet dem i deres dagligdag - en elev fortæller således, at hun nu tør tage imod penge på hendes fritidsarbejde (en sandwichbar).
Eleverne giver desuden udtryk for, at de har sat pris på, at deres problemer er blevet taget alvorligt, og dette har resulteret i en meget større selvtillid - fagligt så vel som personligt. Denne selvtillid er uden tvivl med til at fastholde dem i deres uddannelse og vil også på længere sigt give dem bedre resultater.

Fokusområder for matematikvejledningen i næste skoleår (2014-15)
Næste skoleår vil vi fokusere på at fremme endnu flere af elevernes problemområder (især store tal). Vi vil desuden arbejde videre på at finde spil, apps og øvelser, der kan optimere elevernes udbytte af undervisningen og skabe variation, så de bliver fastholdt i forløbet, da vi kan se, at det gavner dem.
Derudover vil vi være mere opmærksomme på, at eleverne får vist et c-niveau i deres skriftlige afleveringer og desuden øge samarbejdet med vores matematikkolleger, så de bliver mere opmærksomme på, hvordan disse elever integreres i undervisningen.
Et sidste fokusområde bliver at finde en struktur for det forløb, vi vil tilbyde elever med generelle matematikvanskeligheder. Disse elever er ikke nævnt i denne udredning, da dette skoleår har været et prøveår mht. til denne gruppe. Vi har således ikke fået testet eller evalueret deres forløb på en struktureret måde.

Horsens 25/6-2014


Louise Pold Kruse                                                   Signe Stougaard

søndag den 16. marts 2014

De to første elever afsluttet...

I fredags afsluttede jeg de første to elever fra matematikvejledningen. De har gennemgået et forløb på 25 timer (dvs. 50 undervisningsgange). De har været i gang siden november og arbejdet seriøst og målrettet med deres vejledning.
Inden forløbet tog de en test, og efter forløbet tog de en tilsvarende test. Der var 60 opgaver, og resultaterne så således ud inde forløbet:
E: 19 rigtige
R: 24 rigtige
Efter forløbet så resultaterne således ud:
E: 30 rigtige
R: 30 rigtige
Fremgangen var for begge elever markant i simple regneoperationer og logik og problemløsning, mens opskrivning af tal var en smule (ikke signifikant) forbedret.
Vigtigst af alt var dog, at begge elever tydeligt gik til opgaverne med selvsikkerhed og stolthed. Begge elever udtaler desuden, at de har fået et større overblik over matematikken og eksempelvis forstår, hvad en ligning og en brøk er (det gjorde de ikke før).
Den ene nævner desuden, at hun arbejder i en sandwichbar, og før forløbet turde hun ikke give penge tilbage, men nu føler hun sig mere sikker og er begyndt på dette.


Ligninger er svært.....

Et lille klip fra elevplanerne:

E. havde lavet ark 18 færdig i klassen en dag, hvor hun ikke kunne følge med i mat. Vi begyndte derfor på simple ligninger vha. centicubes. E. var hurtig med på, at man skulle trække fra ved en ligning af typen x+3=8. Flere ex. af den type. E. er meget konkret i sin tænkning: “Jeg har aldrig forstået, hvad det betyder, når man siger, at x skal stå alene.” Det kom hun til at forstå. Ved x-5=3, forstod E. ikke i første omgang, hvorfor man skulle lægge til, men ved en analogi til tallinjen, hvor man bevæger sig th., når man lægger til, forstod hun, at man skulle lægge 5 til for at få x til at stå alene. Efter at have forklaret, at 2x betyder 2*x (E. havde tænkt, at x kunne være pladsholder for 3, så 2x betød ‘23’), kunne E. også løse ligninger fra arket ax+/-b=c. Hun løste de 3 øverste, og kan fortsætte onsdag. Arket ligger i lokalet. Det var min oplevelse, at E. forstod principperne, selv om vi nåede rigtig meget på 30 min

Bemærk især parentesen - ikke noget at sige til, at E. aldrig har forstået ligninger....