mandag den 10. december 2012

Øvelser

I højre side kan I nu finde en beskrivelse af to af de øvelser, vi har benyttet i arbejdet med vores tre elever.
De har alle tre en tilfredsstillende antalsforståelse, så alle tre er begyndt med øvelser, der træner talforståelsen.

fredag den 7. december 2012

Samarbejde med Systime

Louise og jeg har i denne uge været til møde hos Systime. Systime er i gang med at undersøge mulighederne for udgivelser inden for dyskalkuli, og i den forbindelse var de interesserede i at høre, hvad vi laver her på Horsens Statsskole.
Vi har jo desværre ikke nogle færdige materialer eller for den sags skyld nogle færdige systemer, definitioner eller planer for elever med matematikvanskeligheder, men det er vores håb, at vi gennem arbejdet med eleverne opnår et så stort kendskab til deres vanskeligheder, at vi med større sikkerhed kan kategorisere deres problemfelter.
Vi har allerede udviklet øvelser til nogle af disse problemfelter, og med tiden håber vi, at have øvelser på hylden til alle mulige problemfelter, så enhver lærer kan trækker øvelser ned fra hylden og gå i gang med eleverne.

Nye forløb opstartet

I denne uge er vi netop begyndt med den kompenserende undervisning for de to hf-elever, som vi har fået timer til (lad os kalde dem elev 2 og elev 3). Begge elever har problemer med talforståelse og simpel aritmetik, så vi begynder, lige som vi gjorde med elev 1 med øvelser med tallinjen.
Elev 2 begyndte noget tvivlende med denne øvelse, og i det hele taget er hun ikke overbevist om, at det overhovedet vil nytte noget at arbejde med hendes matematikvanskeligheder. Allerede ved den anden session oplevede hun dog at kunne løse opgaver, som hun ikke kunne løse under testen. Jeg tror, at det er vigtigt, at eleverne (måske specielt i opstartsfasen) oplever den slags små succeser, så de kan se, at det nytter noget. Man må huske på, at disse elever jo ofte har brugt henved 10 år på matematikundervisning, der ikke har gavnet dem meget, og så kan det jo godt være svært at tro på, at man overhovedet kan lære den slags.

fredag den 23. november 2012

To ansøgninger igennem...

Så er det lykkedes at få endnu to ansøgninger igennem, så vi får 2 x 25 timer til to af de hf-elever, der blev testet efter screening.
Det gik dog ikke så glat, som man kunne håbe, for det første fordi vi også søgte om 25 timer til udfærdigelse af materialer (det kan man åbenbart ikke), for det andet fordi ordet 'strategi' manglede i ansøgningerne.
Heldigvis har vi en dygtig sekretær, der pressede på, så ansøgningerne blev godkendt.
Næste plan bliver så at udfærdige planer for disse to elever samt at finde en ekstra lærer, der kan hjælpe os med at læse timerne.

søndag den 18. november 2012

Når resultatet forvirrer....

Vi har nu testet en del elever med Bjørn Adlers test III. Langt de fleste elevers resultat fremstår entydigt (enten har de problemer inden for flere felter, eller også har de få og usystematiske problemer), men der er enkelte elever, hvis resultater ikke lader sig entydigt tolke.
Der kan være tale om elever, der har oplevet en matematikundervisning fyldt med huller i folkeskolen, elever med koncentrationsproblemer, elever med ringe selvtillid eller elever, der har det svært med prøver.
En grund til, at disse elever er ekstra svære at kategorisere, er at deres fejl i ligmed med dyskalkulikernes kan vise sig som systematiske fejl. For elever med koncentrationsproblemer kan disse problemer være tegn på dyskalkuli, men de kan også være generelle og skyldes andre ting.
Det er derfor vigtigt, at tale med elev inden testen, så man får et generelt billede af eleven, elevens tidligere skolegang og generelle trivsel. Det kan også være nødvendigt at inddrage studievejlederen eller matematiklæreren.
Til højre kan I læse en udredning af en elev (Udredning af Elev 4), hvis resultat var meget svært at tolke. I dette tilfælde var der tale om en elev, der klarede matematikundervisningen fint, men som har store problemer med prøver. Testen i sig selv viser matematikvanskeligheder i en middelsvær grad, men samtalen med eleven afviste dette.